Plakaten er et fint og destilleret udtryk for sin tid. En af de mange strømninger, der præcist kan aflæses i motiverne, er skiftende tiders kvindeideal. I det 20. århundrede skete der rigtig meget – og det skete hurtigt. Kvinden gik fra at være moder og hjemmets evige kokkepige til at være sexobjekt og reklamebranchens mest eftertragtede målgruppe.
Det er forbløffende at nærstudere kvinderne på to af plakaterne i sortimentet hos Dansk Plakatkunst. Begge er tegnet af plakatens mester, tegneren Sven Brasch (1886-1970), som blandt plakatelskere især kendes for sine legendarisk skønne kvindefigurer.
På den udfordrende Fægtersken (1919) og den dristige Kærlighedsvalsen (1920) er der sex og smæk for skillingen i den smukkeste og helt enkle streg.
Fægtersken (1919) er reklame for Kvindelige Studenters Idrætsforening, hvor unge kvinder ”kunne tage undervisning” i fægtning. Det foregik til at begynde med i en lille spisestue i Studenterforeningen lokaler i Studiestræde i København. På plakaten er den elegante og sortklædte fægterske udfordrende vendt mod beskueren, med kården i spænd mod gulvet. En næsten uartig plakat der, med figurens positur og tætsiddende dragt, virker sært moderne i dag.
På spørgsmålet om hvorvidt fægtning var en idræt, der har stor betydning, svarede formanden for Kvindelige Studenters Idrætsforening, frk. Elsa Fischer, dengang i et interview med ugebladet Vore Damer i 1918:
”Ja, absolut. Den udvikler Raadsnarheden og opøver Selvbeherskelsen, saa den er gavnlig baade for Aand og Legeme. Og saa synes jeg jo, den er smuk og elegant, hvad der dog ogsaa har en vis interesse for os Damer.”
Kærlighedsvalsen (1920) er en filmplakat, der reklamerer for en kort 2-akters film af den berømte canadiskfødte, amerikanske filmproducent Mack Sennet (1880-1960), der var verdenskendt for sine løsslupne farcer i filmens barndom. Han lancerede både Chaplin og Buster Keaton og var en af filmkomediens vigtigste pionerer. Mange af de film, han producerede, kunne sælge billetter på hans navn alene.
Bemærk på plakaten især den æggende og transparente kjole i 2 lag, som med en smuk grafisk virkning fremhæver den kvindekrop, som den forsøger at tildække. Temmelig vovet for sin tid og eminent udført.
I virkeligheden foretrak Sven Brasch kvinder med en mere normal kropsbygning, Han har selv fortalt hvordan, når han i 1920erne blev inviteret middag, altid af værtinden blev placeret ved siden af selskabets tyndeste kvinde, der svarede til tidens ideal. I den tro, at det måtte han da forstå at værdsætte – sådan som han tegnede!
