I 1930’erne drak rigtige arbejdere Stjerne øl, men i 1964 bukkede arbejderbevægelsens bryggeri under for klassekampen – svigtet af sine egne. Klasseloyaliteten med det kooperative bryggeri forsvandt i løbet af 1950’erne, hvor mange af kunderne ikke længere ville være ved, at de var arbejdere. Middelklassen voksede og Stjernens tidligere kunder fik nye drikkevaner.
I 1930’erne hang Sven Henriksens plakat med Stjernemanden overalt i de større danske byer enten som plakat eller som emaljeskilt. Motivet blev også malet på husgavle og var i mange år synonymt med arbejdernes kooperative bryggeri Stjernen.
På dette tidspunkt var Stjernen det tredjestørste bryggeri i Danmark. Ølproduktionen var steget fra ca. 1 million flasker ved grundlæggelsen i 1902 til mere end 45 millioner om året i midten trediverne. I bryggeriets storhedstid i slutningen af 1920’erne var det ligefrem vanskeligt at følge med efterspørgslen, og øllet måtte rationeres, så der var øl til alle kunder. Succesen var til at føle på.
Grundtanken bag det kooperative bryggeri Stjernen var, at skulle arbejderne drikke øl, så kunne det lige så godt være brygget af dem selv. Med grundlæggelsen af Stjernen ønskede arbejderbevægelsen at få del i de private bryggeriers store fortjeneste på øl, samt at give konkurrence på prisen.
Den økonomiske krise i 1930’erne førte til en generel nedgang i ølsalget, og da ølskatten samtidig blev sat op, kunne det mærkes på salgstallene. Men trods alle problemerne opnåede Stjernen stor vækst både i 20’erne og 30’erne. Bryggeriet ansatte flere sælgere, og der kom flere depoter i provinsen.
Stjernemanden på film
I begyndelsen af 1930’erne udvidedes produktionen med flere nye øltyper og mineralvande, som det også fremgår af plakaten, og da bryggeriet fik produceret en film om deres ølproduktion i 1934, var Stjernemanden selvfølgelig med.
Man genskabte simpelthen situationen fra den kendte plakat med en statist, som agerede arbejderen, der indgående betragter sit glas skummende Stjerne Øl, brygget på kammeraternes eget bryggeri.
Rigtige arbejdere drak Stjerne øl. Men på trods af sin tilsyneladende succes, havde Stjernen et alvorligt image-problem. Bryggeriets produkter blev gjort til et stridspunkt i arbejdskampen. Det lykkedes den borgerlige presse at så tvivl om kvaliteten af Stjernens øl, mens de socialistiske politikere og meningsdannere opfordrede arbejderne til at vise klasseloyalitet ved at holde sig til Stjernens produkter. Resultatet blev, at mange opfattede Stjernens øl som et halvdårligt produkt, som selv bryggeriets medarbejdere og andre arbejdere kun drak for at være solidariske. Det førte til øgenavnet – en kontingentbajer.
I 1950’erne begyndte det at gå tilbage for Stjernen. Bryggeriets markedsandel faldt fra ti til to procent i løbet af det årti. Det blev et problem, at Stjerne øllet var målrettet til arbejderklassen, for mange kunder ville ikke længere være ved, at de var arbejdere. Der var opbrud i klassesamfundet, og middelklassen voksede.
Reklamemanden Erik Dibberns opfindsomme reklamekampagne for STAR (han vil hellere, han vil hellere…) fra 1960-61 kunne ikke rette op på Stjerne øllets nedtur. En rationalisering af virksomheden, påtvunget af nedgangen, skabte uro blandt medarbejderne. I 1964 var arbejdernes kooperative bryggeri Stjernen nødt til at lukke.
Plakaten for Stjernens Øl og Mineralvande fås både som indrammet plakat og Steelposter:
