I dag er det 110 år siden, at én af Danmarks mest anerkendte og elskede bladtegnere, Arne Ungermann, blev født. Og hans kunst lever endnu, her mere end 30 år efter hans død. Dansk Plakatkunst hylder mesteren og har genudgivet seks af hans fantastiske og kreative plakater i en kvalitet, der er værkerne værdige.
Ungermann var oprindeligt uddannet litograf, men fra 1930 blev han fast tilknyttet Politiken som tegner. I mere en 50 år leverede han tegninger og illustrationer til avisen, og i en årrække arbejdede han ligeledes som medredaktør af avisens kendte og illustrerede tillæg, Magasinet. Men Arne Ungermann var også reklametegner og en meget anerkendt plakatkunstner med en stor produktion på omkring 140 plakater.
– Det er en stor glæde for mig som datter af Arne Ungermann at se den interesse, der igennem årene efter hans død stadig vises hans illustrationer og plakater. Det bekræfter mig i, at han ikke er ”gået af mode”, men tværtimod kan fængsle nye generationer med den humor og friskhed, der kendetegner hans arbejde, sagde Line Ungermann i forbindelse med Dansk Plakatkunsts relancering af plakaterne.
Hos Dansk Plakatkunst er Ungermann repræsenteret med 6 fabelagtige plakater, bl.a. til københavnerbegivenhederne Lufthavnsløbet (1949) og Flyverstævne og Ildfest (1933), som var folkelige begivenheder i magnum størrelse, der begge blev arrangeret i samarbejde med Politikens Hus. Vi hylder fødselaren ved at sælge hans 6 plakater til nedsat pris i en uge fra i dag.
En af hans allerførste plakater var Ekstra Bladet – Dagens Mand (1926), hvor københavnerne flokkes om en af byens mange plakatsøjler. Han tegnede også plakaten National Scala (1931) til genåbningen af in-stedet og danserestauranten på Vesterbros Passage, der spillede tidens nye toner – swingjazz.
På plakaten Se Vognen i Forum (1950) undlod han dristigt at vise det, som det hele handler om, nemlig bilen. Den eksisterer, så at sige, kun mellem linjerne – en finurlig finte, som han med succes brugte i flere af sine plakater. Til 25-års jubilæet for Den Permanente (1956) tegnede Arne Ungermann den smukke jubilæumsplakat med havfruen, der dukker op af havet til en eventyrlig verden, hvor det regner med brugskunst som Kay Bojesens abe, Arne Jacobsens Syver-stol og Axel Saltos keramik.