Vild Med Dans er slut, og vi kan slappe af hjemme i sofaen og glemme alt om vals og quickstep. Men i 20’erne og 30’erne måtte alle træne dansetrin året rundt, for dansen var adgangsbillet til selskabslivet.
Dansen kunne ikke som i dag klares i sofaen foran fjernsynet. Ville man gøre sig i nattelivet, skulle der bruges mange timer på træning, og det foregik ofte på Danmarks Største Danseskole, som blev drevet af den navnkundige danselærer Carl G.V. Carlsen. Hos ham kunne man lære smuk og praktisk dans og dermed begå sig i byens selskabsliv.
Danseskolen havde kontor på Østerbro i København, men undervisningslokaler over hele byen. Og på hovedstadens plakatsøjler hang der smukke reklameplakater for både danseundervisning og de hotteste dansesteder.
Centrum for Københavns natteliv lå i 1930erne ved Vesterbros Passage, det første stykke af Vesterbrogade ved Rådhuspladsen. Her lå bl.a. Scala, Wivex og dansesalonen Palais de Dance, og det var her man gik i byen for at more sig og danse de nyeste danse, hvilket naturligvis foregik til levende musik.
Ve den, der forsøgte sig som autodidakt danser og åbnede på bart gulv uden at kunne trinnene. Det var utænkeligt. Så alle gik til dans, og det gjorde de i lange perioder af deres liv, for det tog lang tid at lære hele repertoiret. Hvor lang tid det tog, og hvilke kvaler de gennemgik, får man en meget god idé om fredag efter fredag i TV2 programmet Vild Med Dans.
Storbyens puls
Det var kun omkring Rådhuspladsen, at København tog sig ud som en international storby, for over danserestauranterne strålede lysreklamerne, byens nye og moderne vartegn. I nattemørket lystes bydelen op af de nymodens neonreklamer, og lyshavet omkring Rådhuspladsen vakte opsigt og fik københavnerne til at føle, at de boede i en metropol. Københavns nye neonbelysning blev et symbol på storbyens puls og det moderne liv, der hver aften udfoldede sig på de mange danserestauranter og barer omkring Rådhuspladsen.
”Når aftenmørket daler over København, affolkes den indre bydel omkring Kongens Nytorv mere og mere, og strømmen går mod Vesterbro. Det er Rådhuspladsen og Vesterbros passage i hektisk neonlys, som mere end noget andet får københavneren til at tro fuldt og fast på, at han lever i en storstad.”
Redaktør Carl Henrik Clemmensen i ”Mit København”, 1939
Over for Tivoli genåbnede National Scala i 1931 og blev med det samme byens nye, smarte sted med to koncert- og dansesale, Holberghaven med varieté og orkestermusik og Scala salen med den nye musikstil swingjazz for de unge. Tidens nye, store jazz og swingnavne udfoldede sig i Scala salen, bl.a. jazzmusikeren Kai Ewans optrådte her. Leo Mathisen fik allerede det første år, som en del af Kai Julians orkester, også et engagement i National Scala.
I dansesalonen Palais de Dance i Vesterbrogade 32 var det ikke nok at kunne de rigtige trin, man skulle også have det rigtige tøj på, for Palais de Danse kaldte sig Københavns Eleganteste Etablissement og ønskede at tiltrække det bedre borgerskab. Så herrerne måtte give møde i kjole og hvidt for at blive lukket ind. Hvad damerne skulle have på, gives der ingen underretning om. Men formodentlig så lidt som muligt. Det forhold blev der ikke ændret på, da stedet fortsatte efter besættelsen som Valencia, Skandinaviens største varieté og dansepalads op gennem 1930’erne og 40’erne.
Der kunne også danses enkelte andre steder f.eks. i Palmehaven og på Nimb i Tivoli, som var tænkt som stedet, hvor det bedre borgerskab dansede mondæne danse, men det blev aldrig rigtig moderne og stod ikke for tidens musikalske nybrud eller frække danse.
Uanset hvor man gik hen for at danse, så var det klogt at have tjek på sine dansetrin, og de gamle reklameplakater for dansestederne er smukke vidnesbyrd om dengang, danskere både kunne og turde danse selv. I dag lader vi det være op til Danmarks modigste dansere at kaste sig ud i det fredag efter fredag.
