Københavns Telefonkiosker gjorde fra 1896 livet lidt lettere for de tusindvis af københavnere, der ikke ejede en telefon.
Telefonkioskerne fungerede på den måde, at man gik hen og talte med kioskdamen i lugen. Derefter fik man lov til at benytte telefonen, der var monteret indenfor. Eller man kunne ringe til en telefonkiosk og lægge en besked. Så sørgede kioskdamen for at sende et cykelbud ud med beskeden eller telegrammet.
Det var nye og moderne tider!
Da selskabet Københavns Telefonkiosker i 1926 hyrede tegneren Sven Henriksen (1890-1935) til at tegne den flotte plakat for Festtelegrammer med den smarte garconne-pige, havde byens telefonkiosker allerede eksisteret i 30 år.
Telefonkioskerne var sekskantede, ni meter høje og havde kobbertag. Kioskmutter residerede i den ene halvdel af kiosken, som i alt var omtrent 6 m2 stor, og herfra solgte hun aviser, blade og frimærker gennem en luge.
Den anden halvdel af kiosken bestod af en smal midtergang og 2 små telefonbokse med skydedøre. Fra kioskdamen var der en luge til hver af telefonboksene, hvorigennem hun kunne opkræve og modtage betalingen, som var 10 øre pr. samtale.
Kioskdamerne skulle holde regnskab med det klik, der indikerede hver ny opringning, som kunden foretog, og senere hen, da telefonerne blev forsynet med betalingsautomat, den lyd det gav, når samtalen gik igennem og 10-øren faldt ned i automaten.
Telefonkioskerne blev afløst af telefonbokse med selvbetjening, og dem skal man efterhånden lede længe efter, nu hvor alle har en mobil i lommen. Men talemåden om 10-øren, der falder, har overlevet. Den er stadig brugbar i situationer, hvor noget omsider går op for nogen – når man får forbindelse eller får hul igennem.
