Rundskuedagen blev opfundet i 1910 af Journalistforbundet i København og viste sig at blive en særdeles indbringende forretning. Overskuddet det første år var 23.000 – et beløb der langt oversteg hvad der kom ind i medlemskontingenter. Og som formand Kristian Dahl konstaterede: ”Fristende kunde det være at gøre Dagen om igen næste Aar.”
Som sagt, så gjort. Rundskuedagen blev en tilbagevendende begivenhed hvert år i september. Overskuddet gik til Journalistforbundet – i hvert fald de første år.
Omdrejningspunktet for dagen var salget af rundskuehæfter, der indeholdt adgangsbilletter til en række arrangementer, virksomheder, udstillinger og konkurrencer. På den måde kunne man se mange af byens hemmelighedsfulde steder, der normalt var hermetisk lukkede for publikum.
Hæfterne var nummererede, og man deltog på den måde også i et stort lotteri. Hovedgevinsten var en eksotisk rejse til Kina og Japan, med hjemrejse over Moskva og Sct. Petersborg med den sibiriske jernbane.
Dandy fætter i stribet jakkesæt
Det var kunstneren Valdemar Andersen, der tegnede plakaten til Journalistforbundets Rundskuedag 1911, der viser to meget moderne københavnere, han en dandy fætter i stribet jakkesæt og stråhat og hun yppig i sommerkjole og med lange elegante handsker, på vej til Rundskuedagens mange sjove fristelser.
Se plakaten Rundskuedagen (1911)
Rundskuedagen sluttede kl 24 med lurblæsning fra Rådhusets balkon. Så snart Rådhusets klokker havde ringet ud måtte der, efter særlig tilladelse fra magistraten, blæses igennem på de oldgamle instrumenter.
Indtægterne fra Rundskuedagen blev gradvist kanaliseret til forskellige velgørende formål, med tiden blev det især de københavnske børn, der kom i fokus for de velgørende midler.
I 1949 oprettede man Fonden Københavns Rundskuedag, der gav penge til børnehaver og vuggestuer og finansierede flere ”rekreationshjem” for svage børn.
Sidste Rundskuedag blev afholdt i 1988. Men i 1993 genopstod ideen i en lidt anden form: Kulturnatten i København havde premiere.
2 kommentarer til “Rundskuedagen – journalisternes guldæg”
Kan man købe plakaten for Rundskuedagen af Viggo Vagnby ?
Jeg mener det var 1961.
mvh. Ernie Qvist.
Hej Ernie. Den plakat kender vi ikke?