Dansk Plakatkunst opfordrer danskerne til at gå i gemmerne for at finde glemte kunstplakater.
”Jeg har gennem de sidste 25 år samlet på dansk plakatkunst og ved af erfaring, at der rundt omkring i de danske hjem, på lofter og i kældre, gemmer sig fantastiske originale og velbevarede designplakater, som fortjener at blive restaureret og genudgivet. Det vil vi gerne medvirke til sammen med arvinger og rettighedshavere,” siger Nikolaj Pors, der som passioneret samler er én af initiativtagerne bag Dansk Plakatkunst.
”Mange har et stykke talende kulturhistorie på væggen – men er ikke nødvendigvis klar over, at de måske har et unikt værk hængende ”, siger journalist og tv-producent Troels Uhrbrand Rasmussen, der er den anden af de to initiativtagere.
Er man så heldig at have en velbevaret original hængende, så opfordrer Dansk Plakatkunst til, at man kontakter dem på e-mail: info@danskplakatkunst.dk. Mailen må meget gerne indeholde både et fotografi af plakaten sammen med en kort beskrivelse med kunstnerens navn og værkets stand. Dansk Plakatkunst vil herefter vurdere mulighederne for restaurering og genudgivelse.
Er man én af de heldige ejere af en plakat, der udgives efter godkendelse af arvinger, familie og CopyDan, så modtager man naturligvis en dusør.
1 kommentar til “Danske originaler efterlyses”
Jeg savner de politiske plakater, som altid har udgjort en meget stor del af dansk plakatkunst.