I år er det 100 år siden, plakaten “Sort paa Hvidt” blev til med den populære plakatkunstner Sven Brasch som ophavsmand.
Han tegnede plakaten som reklame for et kulturelt magasin i København. Bladet lukkede efter et halvt år, men den grafisk smukke plakat lever videre i vores stuer.
Plakaterne fra det oprindelige oplag er næsten umulige at opdrive, de er gået til i årenes løb. Men i 2014 lykkedes det Dansk Plakatkunst at finde en af originalerne og få tilladelse til at genoptrykke den. Plakaten har lige siden været en af vores mest efterspurgte.
Plakatmesteren
Sven Brasch var en af tidens mest produktive plakatskabere, og i dag hænger hans motiver i glas og ramme i mange af vores stuer – f.eks. den knaldgule Kameliadamen og den stribede Lorry-plakat Riddersalen.
Plakaten med zebraen tegnede han både til forsiden og som reklameplakat for det kulturelle magasin Sort paa Hvidt, der i 1918 havde sat sig for at være både “aktuelt, underholdende og smagfuldt”.
Forfatteren Thorkild Barfod stod i spidsen for magasinet, som havde bidrag fra meget anerkendte og dengang meget aktuelle danske forfattere som bla. Thit Jensen, Emil Bønnelycke og Sophus Michäelis.
Kulturmagasinet Sort paa hvidt nåede kun at eksistere i 6 måneder, til gengæld gav det anledning til denne langtidsholdbare plakat, som nu kan fejre 100 års jubilæum.
Eksotisk blikfang
Motivet med zebraen og afrikaneren refererer til tidens begejstring for eksotiske ting, dyr og mennesker, som folk strømmede nysgerrigt til Zoologisk Have og Tivoli for at opleve.
Bladet averterede endda efter 2 “negre” til at sælge og forhandle bladet, og det lykkedes, som man kan se på billedet fra Københavns Museum – taget i 1918 på Højbro Plads i København.
Kort tid efter annoncen i Ekstra Bladet lukkede magasinet, og zebra-plakaterne forsvandt fra bybilledet. Her 100 år efter holder den grafiske enkelhed og det sort-hvide motiv stadig, og plakatens mix af nostalgi, humor og historie glider smukt ind den moderne boligindretning.
Vi fejrer 100 års jubilæet med nedsatte priser på plakaten resten af 2018:
1.000 kr. for den store og 400 kr. for den lille – inkl. indramning og levering.