Den 14. maj 1935 blev Fyn og Jylland forbundne med den smukke Lillebæltsbro – indviet i pomp og pragt med flag, fakkeltog, de nye røde lyntoge og kongebesøg.
40-50.000 mennesker mødte op for at deltage i den storslåede og vigtige begivenhed for Danmark, og 376 officielle gæster fra hovedstaden blev kørt til Lillebælt i to røde lyntog, mens 125 lokale gæster inden åbningen spiste på Restaurant Broen.
Kong Christian X klipper snoren
Højtideligheden begyndte med Kongeskibet Dannebrogs ankomst til Middelfart Havn kl. 13.00. Her blev Kong Christian 10. modtaget af en række æresgæster med statsminister Thorvald Stauning (S) i spidsen.
Selskabet kørte fra Middelfart Station til Fredericias nye Banegård med et lyntog, der ankom til brohovedet kl. 13.54. Her talte kongen, statsministeren, ministeren for offentlige arbejder J.F.N. Friis-Skotte (S) m.fl. Efter talerne gik kongen med følge op i lyntoget, der på broen sprængte en rød silkesnor.
På Sven Henriksens Danmark plakat fra indvielses-året ses brofagene med de smukke buer på land, mens DSB nye diesel-elektriske lyntog farer afsted oppe på broen på vej mod fremtiden som en rød og strømlinet streg i luften.
Broen var en ingeniørmæssig bedrift, der indvarslede moderne tider, og derfor det selvskrevne motiv til årets turistplakat for Danmark og De Danske Statsbaner.
1 kommentar til “Lillebæltsbroen har 80 års fødselsdag”
flot plakat – men undre mig, for hverken den nye eller gamle Lillebæltsbro ser ud som på plakaten, har der været en tredje?
Mvh Line